Øst B-mesterskaber 2019
Lørdag den 17. august stod AK. Viking for disse mesterskaber. Der mødte 30 løftere op, heraf 12 kvinder/piger. De blev opdelt i 3 grupper og mange flotte løft så dagens lys. Det blev også til mange nye PR samt danske rekorder.
Lille Dickte Bech fra IK.99 på bare 28 kg løftede sig til nye personlige samt danske rekorder med 13-15-28 kg. Da hun var alene i 35 kg klassen blev det til en guldmedalje.
I 40 kg klassen kæmpede 2 klubkammerater fra IK.99 om guldet. Vigga Klitgaard forsøgte virkelig at få ny PR i træk med 25 kg, men det lykkedes desværre ikke. Det blev kun til udgangsvægten på 21 kg. I stød blev det 3 godkendte løft med 26 kg som bedste, altså 47 kg i tokampen. Det rakte til sølvmedaljen, idet Tilde Hansen var flyvende og med 6 godkendte løft sikrede sig sejren med 7 nye PR, så de nu lyder på 27-39-66 kg.
55 kg klassen bestod kun af Luna Ohm Lydestad fra IK.99. Denne dag tog hun det stille og roligt. Med sædvanlig flot teknik løftede hun sig til guld med 55-66-121 kg.
Tina Jensen fra IK.99 løftede alene i 59 kg klassen. Hun løftede også stille og roligt og endte med 50-63-113 kg og en guldmedalje.
3 deltagere i 64 kg klassen. Pauline Stenbak Jørgensen fra IK.99 løftede sig til nogle flotte forbedringer af PR. Hun sluttede på 40-54-94 kg, en forbedring på 11 kg. Det var dog kun nok til en bronze. En rigtig flot kamp om guldet fandt sted mellem Daniela Nicole Sørensen fra IK,99 og Olga Fidor fra Atlas. Daniela fik 61 kg i træk, men Olga klarede det samme (ny top). I stød var Olga lidt stærkere end Daniela, der fik 77 kg (ny top), men Olga opnåede 81 kg og dermed ny top i tokamp på 142 kg. Så var medaljerne fordelt.
I 71 kg klassen fik Line Bornemann fra IK.99 sat ny top i alle øvelser med 36-47-83 kg. Det gav en sølvmedalje, idet Louise Molter fra Atlas var lige en tand stærkere. Louise opnåede 58-71-129 kg
Charlotte Lykke fra Viking var alene i 76 kg klassen. Hun var meget tæt på at udgå i træk på 50 kg. Først i 3. forsøg lykkedes det. I stød gik det meget bedre. Her blev det til ny top med 61 kg og dermed 111 kg i tokamp. Guldet var sikret.
Kira Gall Henriksen var også alene i 81 kg klassen. Hun klarede ny danske mastersrekorder i stød og tokamp. Hun endte på 38-57-95 kg. Selvfølgelig guld til Kira.
Bedste løfter blev Olga Fidor fra AK. Atlas med 185,04 Sinclairpoint.
Hos mændene var Micklas Hansen fra IK.99 alene i 61 kg klassen. Han viste igen flot teknik og klarede ny top i alle 3 discipliner. Det blev til 66 kg i træk, 80 kg i stød og 146 kg i tokamp. Velfortjent guld.
Helt nye Nicky Chengde Ye fra Viking var alene i 73 kg klassen. Han fik 61-72-123 kg og dermed guld.
81 kg klassen bestod af 6 mand. Helt nye Lars Andersen fra Viking fik desværre kun førsteforsøget i træk på 55 kg. De 60 kg var ellers meget lette, men balancen. I stød fik han 3 godkendte og endte på 81 kg. Det gav 136 kg samlet. Kim Buck fra IK.99 klarede ny top i træk med 63 kg og i stød blev det 76 kg. Det gav ny top i tokampen med 139 kg. August Smidt fra Esbern Snare klarede ny top i alle øvelser og endt på 75-85-160 kg. En forbedring på 7 kg. Marcus Traber, ligeledes fra Esbern Snare var til sit første stævne, men overraskede med 6 gennemførte løft og flotte 75-95-170 kg. Det gav ham en bronze. Sølv gik til Søren Nissen fra Ringsted. Han løftede også for første gang. Han opnåede det flotte resultat af 75-100-175 kg. Et forsøg på 104 kg var meget tæt pr. Lasse Donsberg fra Thor kunne med 84 kg i træk (ny top med 9 kg) og 95 kg i stød sikre sig guldmedaljen. Han fik underkendt både 100 og 103 kg, som også var tæt på at lykkes.
Også 6 mand i 89 kg klassen. Christian Gjermstad fra Viking fik flot ny top i træk med 84 kg, en forbedring på 10 kg, men i stød gik et eller andet galt. 3 kiks på 92 kg og så var han ude af konkurrencen. Helt nye Stian Jørgensen fra Ringsted var noget usikker i sine løft, men fik heldigvis godkendt et løft i hver øvelse. Det blev til 60-75-135 kg, mens 65 og 80 kg kiksede i 2 forsøg. Kom igen Stian. Thyge Jørgensen fra Gotha løftede også til sit første stævne og han klarede 75-92-167 kg, mens 96 kg kiksede. Allain Mwiseneza fra Esbern Snare har virkelig fået styr på teknikken og han fik ny top i stød og tokamp med 110 og 200 kg. En tangering af bedste træk på 90 kg. Det indbragte en bronze. Helt nye Felix Kleinschmidt fra Gotha fik flotte 95-111-206 kg ved sit første stævne. En sølvmedalje var hjemme. Kun Casper Helms fra IK.99 var bedre. Han opnåede ny top i alle øvelser med 105-122-227 kg, så flot. Ingen tvivl om at guldet var hans.
I 102 kg klassen var Nye Christoffer W. Bekke fra Gotha alene. Han klarede 70-100-170 kg. Dermed også en guldmedalje.
3 mand i 109 kg klassen. Mick Brandstrup fra Esbern Snare fik 45 kg i træk, mens 50 kg kiksede 2 gange. I stød blev det til en tangering med 60 kg og dermed 105 kg i tokamp. Det gav bronze. Hans kone og lille søn, som kun var 48 timer gammel var med som tilskuer. Det er vist rekord. Hjertelig tillykke Mick. Gustav Bendix Beiter fra IK.99 fik sat nye danske ungdomsrekorder med 58 og 62 kg i træk samt 76 og 81 kg i stød. 138 og 143 kg blev det så til i tokampen. Sølvet var sikret. Guldet gik til Thomas Prehn fra IK.99. Han fik 80-100-180 kg.
Bedste løfter blev Casper Helms fra IK.99 med 263,89 Sinclairpoint.
Bedste klub blev IK.99 med 114 point efter princippet 10 point for en 1. plads, 8 point for en 2. plads, 7 point for en 3. plads o.s.v.
Som dommere fungerede Tina Beiter, Dorthe Lauridsen, Anette Christensen, Allan Thurø Hansen og stævnestyrer var Christian Forslund og Erling Langtved, mens jeg selv var speaker.
En kæmpe tak til AK. Viking for at stå for arrangementet.
Allan Carlsen