NM Senior 2018

NM Senior 2018

May 2, 2019 Off By Henrik Schou Madsen

Danske vikinger på togt!
Dette års NM Senior blev uden tvivl et af de mest succesfulde set med danske øjne nogensinde. Og med den optakt der var, er det bare endnu mere bemærkelsesværdigt. På afrejsedagen blev holdet – som stort set hele resten af Danmark – ramt af den noget mystiske politiaktion, der lukkede langt de fleste hovedfærdselsårer.
En del af holdet var taget afsted tidligt på dagen, mens hovedparten (13 personer) skulle afsted kl. 18:05. Julie Hougård og Tobias Spedtsberg blev fanget i toget på vej til lufthavnen, mens Thor Wellendorph sad fast ved Storebæltsbroen i bil. Det sidste skulle vise sig at blive det største problem. Thor nåede nemlig ikke flyet, og må tage en senere afgang. Nu er han heldigvis ikke sådan at slå ud, men optimalt var det i hvert fald ikke.

Nå, men alle nåede på den ene eller den anden måde frem til Island. Vi startede selve konkurrencen tidlig lørdag. Kvinderne startede indvejningen kl. 07:30, så vi var tidligt oppe! NM var inddelt således at alle kvinder samt mænd til og med 85 kilo klassen løftede lørdag.


En stærk dansk deleagtion i Island!

Efter alle var vejet ind, og vi havde spist morgenmad, gik vi den korte tur til stævnestedet – en lokal crossfit-box (hjemsted for Bjørgvin Gudmundsson for de der følger med i den slags).
Vi trænere blev noget chokerede over hvad der ganske enkelt må betegnes som mangelfuld forberedelse. Opvarmningsforholdene var meget kolde, og udstyret var af noget tvivlsom karakter. Der var eksempelvis nærmest ingen små skiver, og stænger var af meget blandet fabrikat (og kvalitet). Det værste var dog helt klart, at det tog et lille minut at nå op til selve stævneplateauet gennem lavloftede gange og ad smalle trapper.
Det havde nok været til at leve med, hvis man havde lavet en øgestation ved opvarmningen. Men det havde man ikke. Kombineret med at der nærmest ingen informationsskærme var, så var det altså ikke helt simpelt at matche fornuftigt. 

Og som et sidste søm i hatten var nationalmelodierne ved præmieoverrækkelsen også ”sparet” væk (læs: det havde man heller ikke sørget for). Det er ganske enkelt for dårligt, og vel nærmest en hån mod de atleter, der har trænet frem mod NM, og for manges vedkommende betaler ikke helt små beløb for at være med…
Nå, det må være brok nok.
Rent sportsligt kan de danske resultater opgøres således:

NavnVægtklasse  Tokamp  Placering
Katia Thanild531344
Amalie Løvind581814
Katrine Bruhn581715
Amanda Poulsen631782
Julie Nielsen691774
Mette Pedersen751794
Louise Vennekilde+902011
Thor Wellendorph622141
Mathias Strøm692301
Tim Kring773051
Omed Alam853001
Simon Darville943131
Tobias Spedtsberg942872
Mikkel Andersen+1053303
Phillip Heiberg+1052954


Samlet ”score”:
6 guld
2 sølv
1 bronze

Læg dertil at herrerne – for andet år i streg – vinder pokalen for Best Male Team. Den pokal ser jeg gerne at vi beholder i mange år frem.


De danske herrehold vandt nationskonkurrencen – for andet år i træk!

Nå ja, og så blev Tim Kring for andet år i træk bedste mandlige løfter med imponerende 390 Sinclair point.

Det hele blev flot garneret af kvindernes ikke mindre end 5 danske rekorder:
Amalie Løvind (58) med 81 i træk og 181 i tokamp
Julie Nielsen (69) med 85 i træk
Mette Pedersen (75) med 82 i træk og 179 i tokamp

Læg dertil at Amanda Poulsen var endog meget tæt på 104 kilo i stød, Omed Alam satte igen-igen juniorrekorder (de 139 i træk var KANON løftet!), Simon Darville satte personlig rekord i stød med 177, Mikkel Andersen fik sat ny personlig rekord i stød med 183, Thor Wellendorph satte 4 kilos personlig rekord i stød (119), Katrine Bruhn satte personlig rekord i træk med 77 kilo og Katia Thanild laver sin næstbedste tokamp nogensinde ved sine internationale debut.

Og så kom Amalie Løvind i øvrigt fordi de magiske 250 point, og lagde sig yderligere i spidsen på alle tiders rangliste for kvinder.

Ovenstående understreger vist meget godt, at det var en dejlig weekend for dansk vægtløftning.

Med så mange løftere i aktion vil der selvfølgelig være forskel på resultaterne. Jeg er sikker på at Louise Vennekilde havde regnet med at løfte flere kilo end hun gjorde. Nu gælder det først og fremmest om at vinde, og det gjorde hun fuldt fortjent. Kiloene skal nok komme til VM.

Mathias Strøm var uheldig at blive ramt af en mindre skade i sit første træk, og fik derfor heller de kilo med han havde regnet med.

Phillip Heibergs tokamp på 295 ser umiddelbart også ret lav ud. Med til historien hører dog at Phillip har været meget hårdt ramt af uheld for ganske nyligt. På samme dag er han uforskyldt involveret i et færdselsuheld, der går lidt ud over hans nakke, og senere rammes han af meningitis (heldigvis den mindst farlige af slagsen). Set i det lys er 295 et solidt skridt tilbage mod topformen. Nu skal der bare trænes godt og sammenhængende, og så kommer der mange flere kilo på stangen.

Mest utilfreds var nok Tobias Spedtsberg, der ganske enkelt havde en offday. Det kan jo desværre ske for enhver. Tobias’ form var i hvert fald til langt, langt mere end 287. Der er ikke andet at gøre end at komme op på hesten igen; jeg er helt sikker på at der ligger store resultater og venter.

Det havde flasket sig således at vi var ganske tidligt færdige søndag, og da vi ikke skulle hjem før meget tidligt mandag morgen, så brugte vi en halv dag på en fantastisk sightseeing i billedskønne Island. Vi nåede Kerid Krateret, Geysir og Gullfoss. Jeg fik taget et par billeder der kan ses sammen med nogle flotte fotos af det stolte danske landshold.


Gullfoss

Lad mig afslutningsvis reklamere lidt for NM Ungdom og Junior der afvikles 13-14 oktober i Idrætshuset på Østerbro. Her har man blandt andet muligheden for at se den nykårede nordiske mester Omed Alam i aktion.

Anders B. Nielsen