Positivt EM for dansk ungdomsvægtløftning!

Positivt EM for dansk ungdomsvægtløftning!

May 2, 2019 Off By Henrik Schou Madsen

Fra den 22. til den 29. juli blev der i Milano, Italien afholdt EM for Ungdom og U15! Dansk træner på turen Amanda Simonsen har sendt referat fra stævnet;

Lørdag den 21. juli drog delegationen samlet afsted fra Københavns Lufthavn mod EM ungdom i Milano, Italien. Vejret i Danmark havde vist sig fra sin bedste side, og det var derfor næsten en lettelse for løfterne at komme ned til et hotel med masser af aircondition. Jasmin Agertoft (BVK u17 -58) og Siff (AK Viking u15 -58) skulle efter planen først løfte tirsdag, men det er aldrig til at vide, om programmet ændrer sig efter final verification meeting, hvor nationerne melder løfterne endeligt til, hvilket foregik lørdag aften. Søndag morgen kunne det fastslås, at Siff fik lov til at løfte tirsdag formiddag, mens Jasmin måtte vente til tirsdag eftermiddag. Esben Helmø-Larsen (BVK u15 -69) ville få æren af at lukke ballet for den danske delegation onsdag morgen.


Fra venstre; Amanda, Siff, Esben, Jasmin og Jonathan!

Overnatning, træning og konkurrence blev afholdt på det samme hotel, hvilket gjorde det meget overskueligt for både trænere og løftere. Ligeledes gjorde det det let for de unge løftere at få set de andre løftere konkurrere på eget intiativ, da vi ikke var afhængige af transporttider. Italienerne var overraskende skrappe med træningstiderne og vi fik kun en enkelt gang lov til at træne på et andet tidspunkt, fordi vi efter aftale med den finske træner havde fået lov til at bruge deres træningstid. På trods af at nogle nationer var udelukket, herunder eksempelvis Rusland, var det et af de største ungdoms EM nogensinde – højst sandsynligt også på grund af kvalifikationen til ungdoms OL, hvilket var muligt for u17 løfterne.

På første konkurrencedag vejede Siff meget let ind på 53,85 klokken 9.00. Selvom Siff har prøvet at komme lidt nærmere de 58 kg, havde varmen, maden og spændingen sikkert slugt lidt kropsvægt, og hun blev derfor den letteste i gruppen. Det stod hurtigt klar for trænerteamet Amanda Manfeld Simonsen og Jonathan Sand Groves, at der var en chance for at være med i medaljekampen – særligt i træk. Vi fulgte dog som udgangspunkt den plan Siffs træner Roland Giessing havde lagt for hende, og efter nogle gode opvarmningsløft åbnede vi medaljekampen med 56 kg, hvilket både den italienske og tjekkiske løfter også gjorde. De to andre løftere øgede til 59, hvor vi så valgt at tage et på 58 kg, da Siff så ville være foran og forhåbentligt presse de to andre lidt. Italieneren fik dog let 59 kg, men medaljekampen havde muligvis påvirket den tjekkiske løfter lidt, der kiksede 59 kg først, og derefter fik den i andet. Siff skulle nu blot trække 60 kg for at sikre sig bronze og gøre sig forhåbninger om sølvmedaljen. Desværre kom de 60 kg ikke helt på plads, selvom den så let ud, og i træk måtte Siff derfor ”nøjes” med en 4 plads. Det gik i pausen mellem træk og stød op for Siff, at hun havde været ved at få en medalje, og det påvirkede måske desværre lidt serien i stød. 66 kg blev kikset i første forsøg med et opadstød, der sad meget fremme. Siff kæmpede i andet forsøg og fik der de 66 kg med, men 68 kg endte desværre også med at sidde alt for langt fremme på opadstødet. Siff endte derfor som nr. 5 i stød, men på en samlet 4. plads i total. Siff var meget overvældet efter konkurrencen, men samtidig glad og lettet over det rigtig flotte resultat. At være med i kampen om en medalje til sit første EM, kan kun være godkendt.

Jasmin Agertoft skulle veje ind 13.30, hvilket hun ikke bifaldt, da hun om morgenen havde vejet 58,00 til sin prøvevejning. Der var derfor ikke plads til meget mad, men trænerne var ikke nervøse, da hun havde spist og drukket ganske fint i dagene op til. Jasmin vejede da også fint ind på 57,65. Jasmin løftede i B-gruppen, og målet var derfor at slå de to ungarske piger, der også løftede i denne gruppe. Opvarmningen viste super gode takter. Jeg har haft fornøjelsen af at træne Jasmin gennem det meste af hendes løftekarriere, men et år på efterskole har selvfølgelig begrænset Jasmins tekniske udvikling, og derfor har vi virkelig arbejdet hårdt de sidste uger op til for at få finpuset teknikken. Vi valgte at starte Jasmin på 51 kg. Jasmin virkede fuldstændig afklaret lige indtil hendes navn blev råbt op, og det gik op for hende, at hun skulle gå henover plateauet for at få magnesium på hænderne. Det mærkede hende desværre lidt og hun kiksede desværre det første forsøg på 51, men satte den nemt i andet forsøg. Derefter øgede vi hende til 54 kg, hvilket ville være et enkelt kg under PR. Jasmin måtte kæmpe lidt for den, men vandt heldigvis kampen og fik både nedsignal og tre hvide lys på de 54 kg. Efter ros fra trænerstaben for at kæmpe sig tilbage efter det første kiks, gik vi videre til stød. Herefter kørte stødserien bare, og Jasmin fik alle tre godkendt med serien 62-65-68, hvilket også betød, at hun endte et enkelt kg fra PR i stød. Jasmin vandt desuden B-gruppen.

Onsdag morgen startede tidligt (RIGTIG tidligt når man er en teenagedreng på 15 år) klokken 7.00 med Esbens indvejning. Esben havde nydt den italienske buffet og vejede derfor ind på det tungeste nogensinde 68,95. Efter indvejning gik turen direkte i morgenmadsbuffeten. I denne gruppe var der 3 løftere, der var suverænt bedre end resten. Vores mål var derfor at være godt med i den gruppe, som var på Esbens niveau. Esben startede på 89 kg, hvilket er den tungeste startvægt nogensinde. Med det løft fik han lagt sig fint midt i feltet. Vi øgede derefter til 93 kg, så han ville komme ind mellem den gruppe, der lå lidt under ham i træk, og den gruppe der lå lidt over. Esben kiksede desværre begge forsøg på 93 kg. Begge forsøg virkede lette, men der manglede timing. Der var ingen tvivl om, at konkurrencen og Esbens forventninger fik påvirket trækserien lidt. Esben var tydeligvis skuffet, men efter en lille peptalk var han klar til et stærkt comeback i stød. Opvarmningen så super god ud, men der var heller ingen tvivl om, at konkurrencen her blev tættere end i træk. I alt 5 løftere stod til at starte på 105, så vi valgte at have is i maven og time Esbens opvarmning, så han kom ind som den sidste løfter i denne gruppe på 109. Det var meget hektisk i opvarmningen, fordi løfterne lå så tæt, og en af britterne havde svært ved at holde til presset og måtte udgå, hvilket også fik rystet posen godt. Esbens første forsøg på 109 kg så rigtig godt ud, og vi øgede ham derfor til 114 kg, hvilket sikrede en god pause og afvikling af mange af de andre konkurrenter. 114 kg var lige så god som de 109 kg, og derfor valgte vi at øge ham til 119, så han igen fik en fin pause og mulighed for at sætte en flot PR. De 119 var også virkelig gode, og kom også let på plads. Esben endte derfor på en samlet 5. plads i stød, med 5 kg PR – kun 3 kg fra bronzevinderen. I totalen ender Esben på en 6. plads, men igen kun 4 kg fra en 4. plads.

En samlet konklusion kan derfor kun være en positiv en af slagsen. Det er godt at se, at vores ungdommere ikke er så langt fra de gode placeringer til et EM, og der er vist ingen tvivl om, at DVF er inde i en god periode på ungdomsfronten, hvor vi både har fået en bedre tilgang af unge mennesker og også fortsat udvikler gode talenter, der kan være med internationalt. Der er efterhånden mange unge, der nærmer sig kravene, og jeg håber og tror på, at vi kan fortsætte udviklingen, så længe klubberne bliver ved med at prioritere ungdomsarbejdet. Italien må siges at være en god værtsnation med styr på tingene og et rigtig fint afviklet arrangement. Jeg glæder mig til at følge de tre talenter og jeg spår dem udelukkende en god fremtid i dansk vægtløftning.


De danske trænere; Amanda Simonsen og Jonathan Groves.

Tak til alle der fulgte med – det har været en fed oplevelse for de unge med alt den opbakning.


Middag for det danske hold med “groupies” og familie!