VM Masters 2018

VM Masters 2018

May 2, 2019 Off By Allan Carlsen

VM for Masters blev afholdt i L´Hospitalet-Barcelona i perioden d. 17. – 25. august 2018.

I alt havde knap 900 masters løftere meldt sig til mesterskabet, hvilket må siges at være et kæmpe boom i tilmeldinger i forhold til tidligere år.

Det er fantastisk, at så mange har fået øjnene op for vægtløftning, men det betød også, at tilmeldingen til mesterskabet blev lukket ned før tid. Dette har helt sikkert betydet, at der har været mange masters løftere, som ikke har nået at få tilmeldt sig, og derfor selvfølgelig ikke har kunnet deltage.

Dette er virkelig ærgerligt, men mon ikke der blandt andet bliver kigget på kvalifikationskravene inden næste VM.

Det store antal af løftere betød også, at der blev løftet på 2 plateauer og der blev stort set løftet fra tidlig morgen til sen aften alle dage.

Opvarmningen bestod af 11 platforme, hvilket betød, at der skulle opvarme 3-4 løftere på samme platform i de store grupper. Dette forløb dog helt gnidningsfrit, og stemningen i opvarmningen var god.

Danmark var repræsenteret med 2 mandlige løftere og 9 kvindelige løftere fordelt på forskellige aldersgrupper og vægtklasser.

I alt løftede de danske masters løftere sig til 1 guldmedalje og 2 bronzemedaljer samt en ny dansk rekord.

Herrer:

I aldersgruppen 35-39 år, 105+ kg løftede Michael Buth Rasmussen. Michael fik 112 kg. i træk, og missede desværre 2 forsøg på 118 kg. I stød sluttede Michael på 146 kg. og missede et forsøg på 149 kg. I alt en tokamp på 258 kg., som er en tokamps forbedring med 3 kg. siden DM Senior 2018.

I aldersgruppen 75-79 år, 85 kg. løftede Preben Petersen sig til en flot bronze-medalje med 47 kg. i træk og 63 kg. i stød. En tokamp på 110 kg. Preben missede 2 forsøg på 50 kg. i træk og 2 forsøg på 67 kg. i stød. Et resultat noget under hans resultat fra EM Masters 2018, hvor Preben stødte 71 kg. Men til trods for dette, så hev Preben alligevel bronzemedaljen med hjem. Stort tillykke.

Damer:

I aldersgruppen 35-39 år løftede Tina Jensen og Natasha Cassone i 58 kg. klassen og Tina Facius i 75 kg. klassen.

Tina Jensen løftede sig til en tokamp på 121 kg. med 54 kg. i træk og 67 kg. i stød. Tina missede første forsøg på de 67 kg., men kom stærkt igen. Resultatet er en 2 kg. tokamp forbedring siden DM Masters 2018.

Natasha Cassone løftede sig til en tokamp på 122 kg. med et træk på 50 kg. og stød på 72 kg. Natasha forsøgte hhv. 53 og 55 kg i træk og 75 kg. i stød, som dog ikke ville med på dagen. Resultatet er kun et enkelt kg. under Natashas resultat fra EM Masters 2018.

Tina Facius løftede sig til en tokamp på 125 kg. med 58 kg. i træk og 67 kg. i stød. Tina var lidt udfordret i sine træk på dagen, og missede forsøg på hhv. 61 og 62 kg. Til gengæld sad de 67 kg. i stød, og Tina havde et rigtig godt forsøg på 70 kg., som desværre blev underkendt. Et samlet resultat på 4 kg. under hendes resultat fra EM Masters 2018.

I aldersgruppen 40-44 år løftede Kristina Hauge Smith Hansen i 63 kg. klassen og Tine Rindholm i 75 kg. klassen.

Kristina lagde ud med 51 kg. i træk, men missede derefter 2 forsøg på 54 kg. Til gengæld fungerede Kristinas stød virkelig godt, og 69 kg. kom flot over hovedet i strakte arme. Kristina tangerede derved sit tokamps resultat fra EM Masters 2018 med 120 kg.

Tine Rindholm løftede sig til en tokamp på 125 kg. med 52 kg. i træk og 73 kg. i stød. Tine missede et forsøg på 54 kg. i træk og 75 kg. i stød. I alt en tokamps forbedring med 3 kg. siden EM Masters 2018.

I aldersgruppen 45-49 år løftede Kira Gall Henriksen i 75 kg. klassen.

Kira fik 6 godkendte løft, og endte med 40 kg. i træk og 55 kg. i stød. En tokamp på 95 kg., som er 1 kg. forbedring siden EM Masters 2018.

I aldersgruppen 50-54 år løftede Henriette Davidsen i 90 kg. klassen.

Henriette havde en rigtig flot trækserie på 47-50-52 kg., hvilket resulterede i en ny dansk rekord – stort tillykke. I stød fik Henriette 59 kg., og derved en tokamp på 111 kg. , som kun var 1 sølle kg. fra bronzemedaljen. Resultatet er en tokamps forbedring med 4 kg. siden EM Masters 2018.

I aldersgruppen 60-64 år løftede Marga Jørgensen i 53 kg. klassen og Lene Dorrit Larsen i 63. kg. klassen.

Marga løftede sig til en flot guldmedalje med en tokamp på 90 kg. med 40 kg. i træk og 50 kg. i stød. Marga havde et forsøg på 42 kg. i træk, som desværre ikke kom med. Resultatet er en tangering af resultatet fra EM Masters 2018. Et stort tillykke med det flotte resultat.

Lene løftede sig til en flot bronzemedalje med en tokamp på 72 kg. med 30 kg. i træk og 42 kg. i stød. Lene forsøgte 32 kg. i træk og 44 kg. i stød, men fik dem desværre ikke med. Resultatet er kun 1 kg. under Lenes resultat fra EM Masters 2018. Et stort tillykke med det flotte resultat.

Stort tillykke til alle løftere med de flotte resultater.

Tine Rindholm