
DVF Æresmedlem nr. 17 og 18 udnævnt!
Ved DVF’s ordinære Repræsentantskabsmøde 2022 lørdag den 21. maj blev der udnævnt 2 nye æresmedlemmer i DVF.
Roland Giessing blev således æresmedlem nr. 17 mens den afgående formand for DVF Erling Johansen blev æresmedlem nr. 18.
Grunden til at der ved mødet blev udnævnt 2 nye æresmedlemmer, skyldes at Roland oprindeligt skulle have modtaget æresnålen i 2020, hvilket desværre blev forhindret af den daværende nedlukning af Danmark i forbindelse med Corona-pandemien.

Roland Giessing startede i 1984 med vægtløftning i AK Thor men flyttede i 1993 til AK Viking, hvor han efter aktiv karriere har været en karismatisk og værdsat træner i 26 år!
Roland har udover flere Københavnske og danske mesterskaber repræsenteret DVF internationalt, hvor han som bedste resultat blev nr. 4 i NM senior 1993 i +108 kg klassen med 290 kg i tokamp.
Roland modtog i 2008 Knud Jensens Mindestatuette 2008.
Roland har vist en fantastisk evne til at motivere og fastholde de unge vægtløftere i AK. Viking og han ofrer virkelig megen tid til både træning og stævner.

Erling Johansen blev valgt til formand for DVF ved Repræsentantskabsmødet i 2010 og sluttede sin formandsperiode ved lørdagens Repræsentantskabsmøde.
Erling startede i AK Viking og er utvivlsomt en af de løftere der har repræsenteret Danmark og DVF internationalt flest gange og har ligeledes, som en af de få danske idrætsfolk, deltaget i 3 Olympiske lege. Her var hans bedste resultat en 9. plads i letsværvægt med 307,5 kg i tokamp ved Ol i Montreal, Canada i 1976.
Erling har tidligere modtaget DVF’s Elitenål.
DVF ønsker begge tillykke med denne velfortjente hæder!