Tilbageblik på Nordisk 2022 ungdom/junior

Tilbageblik på Nordisk 2022 ungdom/junior

November 21, 2022 Off By Henrik Schou Madsen

Hold nu fast et fantastisk Nordisk Mesterskab!
Vi har nu været i gang i nogle år med projektet om at skabe et ungdom- og juniorlandshold, hvor der udover målet om at udvikle sig, også er fokus på det sociale. Dette kommer vi tilbage til.
Selve stævnet har været en kæmpe succes og de nysgerrige har sikkert fulgt intenst med på DVFs Instagram, hvor der blev lagt storys op af alle løftere. Her skal der gives en høj 5’er til atleterne, som virkelig var gode til at få bragt budskabet ud om at der var Nordisk på Island.

På resultatsiden blev det til hele 9 medaljer ud af 14 deltagere.

Guld og Nordiske mestre
Alexander Nyberg -61 kg ungdom
Ida Mørck -55 kg ungdom
Laura Albrecht Nielsen +81 ungdom
Gustav Wang -73 kg junior

Sølv
Luka Jensen -61 kg ungdom
Maya Bjørnvik -59 kg junior
Esben Kjær -81 kg junior

Bronze
Emily Lykke -64 kg ungdom
Johannes Schwerin -89 kg ungdom

Udover de mange flotte medaljer, så blev der også lavet en masse personlige rekorder og Danske rekorder.

I -55 kg ungdom tog Ida Mørck fuld plade med 64 kg i træk, 82 kg i stød og 146 kg i 2-kamp, hvilket både var danske ungdoms- og juniorrekorder.

I -64 kg var der ikke blot en direkte dansk duel om bronzen, men også om de danske rekorder, som alle blev slået flere gange. Emily Lykke startede med at lave 68 kg i træk. I 1.forsøg i stød lavede hun så også ny 2-kamps rekord på 148 kg og på 2.forsøg igen med 151 kg. Begge atleter skulle så ind på 85 kg i henholdsvis deres 3.- og 2. forsøg på 85 kg. Her lavede Emilie Hansen så 85 kg i hendes 2.forsøg, som gav en dansk rekord stød. Emily lavede lige efter også 85 kg, hvilket gav hende endnu en 2-kampsrekord, som ender på 153 kg. Emilie havde fint forsøg på 90 kg for at snuppe bronzen og endnu et par danske rekorder, men den kom desværre ikke med denne gang.

I alt endte det med hele 5 danske rekorder i -64 kg.

Laura Albrecht var også i humør til at snuppe et par danske rekorder. I stød blev det til 85 kg, som også gav hende en 2-kampsrekord på 155 kg.

Det ender total med 10 nye danske rekorder. Virkelig stærkt!

Udover de mange rekorder, så skete der også lidt på Sinclairlisten for ungdom piger, hvor Emily Lykke brød 200 point-mærket med 201,20 point. Ida Mørck kom for første gang over 210 point med 211,26 point.

I alt er der nu 5 ungdom piger der har lavet +200 point, hvor de sidste fire er inden for de sidste 2 år, men det er slet ikke slut endnu, for med den udvikling vi ser lige nu, så går der bestemt ikke lang tid før vi ser de næste i rækken.

Vi kunne sagtens have lavet en lang beskrivelse af alle løft, men som tidligere nævnt, så synes vi at det også er meget vigtigt med det sociale, hvorfor vi vælger at lægge lidt mere fokus på det.

Thomas H beskriver det faktisk rigtig fint i hans Instagram post, hvor han skriver følgende om de unge atleter;

”De har skabt et hold med en helt fantastisk kultur. En kultur hvor man prioriterer at heppe på hinanden. En kultur hvor man bakker hinanden op og inkluderer nye i fællesskabet. En kultur hvor man opfører sig ordentligt, respekterer modstandere og efterlader sine omgivelser i samme stand som før man ankom.”

Alt ovenstående er noget vi tror på vil være med til at bygge fundamentet for udvikling fremadrettet, men ikke kun på landsholdet, men også hjemme i de respektive klubber.

Til slut skal der også lyde en tak til Allan Thurø og Yvonne Meier, som begge var med som officials. Alle trænere rundt i klubberne, som gør et kæmpe stykke arbejde. Bliv endelig ved med det, for det virkelig frugt på den lange bane!

Og så til sidst tak til atleterne for en fantastisk tur!

//Landstrænerteamet

Ps. Husk at I kan følge de unge talenter på deres Instagram: Det_Rigtige_Landshold